
Henrik Saugemandsgaard Øe
Henrik Saugmandsgaard Øe er partner i Gorrisen Federspiel og tidligere dansk generaladvokat ved Den Europæiske Unions Domstol. Som generaladvokat var Henrik med til at behandle sager af meget væsentlig betydning, blandt andet et stort antal sager i EU-Domstolens Store Afdeling. Henrik har på baggrund heraf indgående kendskab til og omfattende erfaring med EU-ret og EU-procesret. Han har som generaladvokat afgivet forslag til afgørelse inden for et bredt spektrum af retsområder og felter, herunder konkurrenceret, statsstøtteret, udbudsret, reglerne om det indre marked (den frie bevægelighed af varer, personer, tjenesteydelser og kapital), grundlæggende rettigheder, direkte beskatning, moms, toldunionen, international privatret, international ret, immaterielle rettigheder, databeskyttelse, landbrugs- og fiskeriforordninger, bankret og forbrugerbeskyttelsesret. Forud for tiden som generaladvokat har Henrik en lang karriere bag sig på advokatkontor med speciale i erhvervsret, som kontorchef for Justitsministeriets Formueretskontor, konstitueret landsretsdommer ved Østre Landsret og endelig som forbrugerombudsmand, hvor han blandt andet behandlede komplekse sager vedrørende finanssektoren.